Optagelsesprøve

 

Mange søger optagelse på teaterskolerne,- konkurrencen er hård og som i det professionelle skuespillerliv er talentet ikke nok.

Som jurymedlem ved optagelsesprøverne gennem tre år ved jeg hvor meget det kræver, at passere den første prøve. I min undervisning arbejder jeg derfor med en klar målsætning:
Jeg ønsker et samarbejde, som på alle måder giver eleven de bedste forudsætninger for at stille op til prøven. Dette stiller høje krav til eleven om flittighed og disciplin. Læg dertil også mod og åbenhed. Det kræver en jernvilje at flytte sine grænser og gå længere med sig selv end man er vant til.

Min undervisning tager udgangspunkt i, at du skal opnå et stort personligt udbytte uanset om du opnår optagelse. Vi vil sammen gøre hvad vi kan for at du når dit mål. Men der er mange om budet, og selvom du er virkelig god kan du ikke være sikker på at komme ind. Derfor er det vigtigt, at din sceniske kompetance har gennemgået en stærk udvikling når vores samarbejde ender, så din investering på ingen måde er spildt.

Jeg arbejder med ærlighed, kærlighed og respekt udfra min urokkelige overbevisning om, at alle mennesker er unikke. En skuespiller må være i stand til at leve med en højnet grad af sanseselighed og følelseserkendelse. Ligesom brandmanden der går ind i et brændende hus for at redde liv, må skuespilleren gå ind i den slags psykiske rum, som andre løber langt væk fra.

Til optagelsesprøven har man sølle 3 minutter til at vise alt. Derfor gælder det om at være tilstrækkelig overbevisende i din performance, til at juryen ser dig som den kommende skuespiller, dansk teater og film ikke kan være foruden.

Forberedelsesperioden kan være en hård tid at gå igennem, fordi bevidstheden om hvor mange der konkurrerer om den samme drøm, kan tage pusten fra enhver. Jeg anbefaler et langt og grundigt forløb, med omhyggelig opbygning af den karakter man har valgt at spille.
Method-acting er mit grundlæggende fundament i arbejdet med tekster og roller. Jeg afholder intensive workshops gennem efteråret 2009 hvor du har mulighed for at komme endnu dybere i dit arbejde. Derudover har du mulighed for at deltage i en læsegruppe af skuespilleraspiranter, der alle søger optagelse på teaterskolerne. Gruppen vil mødes ca. to gange månedligt fra ultimo oktober til optagelsesprøvernes start.

Se kursuskalender for tider vedr. workshops og læsegruppe.

Tjek også teaterskolernes hjemmesider (Statens teaterskole, Skuespillerskolen ved Odense Teater, skuespillerskolen ved Århus teater) vedr. frist og info ang. optagelsesprøverne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

webdesign: yes-yes.dk