TVANG – EN KÆRLIGHEDSHISTORIE er et utilsløret stykke om grænseløshed. Det beskriver i et urovækkende hverdagssprog den uhyggelige almindelighed ved seksuelle overgreb og psykisk vold. Fremfor fokus på figurernes skyld eller uskyld, søger dramaet at tage dysfunktionen til ansvar for de ødelæggelser, som svigt og overgreb i menneskers opvækst kan afstedkomme.

I TVANG – EN KÆRLIGHEDSHISTORIE er ingen af personerne kun onde eller gode. Alle er gidsler i en ubrudt række af overgreb og forbrydelser og kan derfor heller ikke unddrage sig at være en del af spillet.




Hvordan mærker man når nogen går ind over ens grænse? Hvordan definerer man en voldtægt? Har ikke de fleste oplevet at gå længere end hvad man inderst inde havde lyst til?
Stykket kommer ikke med løsninger på problemer omkring overgreb, men inviterer os til at se konsekvenserne i øjnene, og drager dermed ingen andre end os selv til ansvar for at komme videre.

HISTORIEN OM EN MO(R)DER er et vidtskuende drama, der sammenfatter en virkelig historie om en morderskes ubegribelige handlinger og en nutidig fortælling om hvad der sker med et menneske som ikke er ønsket af sit fødende ophav. Forestillingen er på én gang dragende og rædselsvækkende fortalt i et sanseligt dramatisk sprog, som opfordrer den enkelte til at tage stilling til, hvordan vi mennesker kan undgå at give det onde opmærksomhed og taletid.

Kreditorer
Guerilla Teatret

På Team teatret blev vi skuespillere som medvirkede i Kreditorer, dybt fascineret af vore samtaler omkring hvad kunst er og hvorfor kunsten er så vigtig for mennesker. Vi konkluderede at kunsten er det mindst håndgribelige af alle menneskets behov, og at den derfor må være stærk nok, til at frigøre sig fra sine håndgribelige rammer, såsnart disse i højere grad bliver begrænsende end inspiration til frihed og skabelse. I tider, hvor kunst i sine egne kredse har fået klang af at være en samfundsnasser, blev Guerilla Teatret stiftet, som en organisation til kunstens beskyttelse. Med premiere i Hernings gader og stræder, bragte skuespillerne deres forestilling ud af teatret, ud til folket, som den frie og uafhængige gave skuespilkunsten må være. Det vagte stor opstandelse og begejstring.

Teater er som den luft vi indånder, du har først rigtig brug for den, når den er væk, eller når den bliver taget ud af sammenhæng. Guerilla Teatret er nyskabende og fritænkende teater, taget ud af sammenhæng.

Kunst skal reflektere, så vi ser os selv på ny igen og igen og igen og bliver klogere på alle måder, på det lille abstrakte væsen: mennesket.

Kuno Sørensen, Program Manager ved Red Barnet: “Dette er et vigtigt og vedkommende projekt, som kaster fokus på temaer om børns opvækstvilkår, som samfundet og den enkelte må tage stilling til. Teatrets intense rum bliver særligt nærværende når det sættes i direkte relation til vores virkelighed” Hvad sker der med os, når sammenholdet går i opløsning i familiens inderste kerne og magtesløsheden tvinger mennesker til at overleve istedet for at leve? En del af forestillingens indtægter blev doneret Red Barnet.

Lotte spiller en af 7 topledere, som er på "outplacementkursus", et sted for fritstillede erhvervsledere, hvis liv er styrtet i grus efter at have mistet en højtstående stilling.

"Det er vildt, skægt, desperat teater lige i masken, en tour de force af samtlige spillere"
Gregers Dirckinck-Holmfeld, Ekstra Bladet

"Lotte Arnsbjerg er ikke tabt bag en vogn, når hun udfører sit powerplay"
Monna Dithmer, Politiken

Lotte Arnsbjerg spiller en gift kvinde, som har mistet sit barn i en trafikulykke. Hun forsøger at drukne sorgen med alkohol, men sorgen har mange ansigter, og Anja er ved at miste evnen til at trække vejret.

"Lotte Arnsbjerg spiller fremragende som den stadig mere berusede Anja. Det er en rolle, som nemt kunne have udviklet sig til ren karrikatur, men Lotte Arnsbjerg holder distancen utrolig flot. En usædvanlig præstation."
Vagn Buch-Pedersen, Herning Avis

Lotte Arnsbjerg spiller Kiki - en rodløs kvinde, som længes efter kærlighed, men ikke tør give sig hen.

”Lotte Arnsbjerg er som alene-pigen kiki, der prøver at elske, men ikke kan - trådt ud af Nikoline werdelins tegneserier. Hård og flot i betrækket, rodløs og fortabt nedenunder”
Jens Kistrup, Week-end-avisen

En ventesal mellem livet og døden, hvor de ventende uundgåeligt konfronteres med deres levede liv og levned.

Lotte Arnsbjerg spiller Mona, som må gå i seng med hundredevis af mænd for at kunne mærke sig selv.

Den unge Lulu er elsket af alle undtagen af sig selv.
Hun oplever først lykken i armene på sin morder, Jack the Ripper.
Han ser hende som hun er, og ikke som noget man kan ændre.
At han så må slå hende ihjel for hendes skønheds skyld,
forhindrer ikke Lulu i at opleve den ultimative kærlighed - i et øjeblik.

"Forestillingens store higende og frysende centrum er Lotte Arnsbjerg.
En sammensat og bærende præstation - en af sæsonens mest bemærkelsværdige."
Bent Mohn, Berlingske Tidende

"Et perfekt tilfælde af typecasting, ville man tro, hvis man ikke vidste, at Lotte Arnsbjerg kan være helt anderledes i helt anderledes roller. Det er Lotte Arnsbjerg, der gør opførslen af Machinal til den danske teateroplevelse, jeg i denne sæson har følt mig mest ramt og dybest berørt af."
Jens Kistrup, Weekendavisen

Indstillet til en Henkelpris for hovedrollen som Helen Jones

To unge mennesker på jagt efter et gemmested for livets grusomhed. Han har slået en ihjel, hun er slidt i stykker af seksuelt misbrug fra faderens hånd.

Billede: Lotte Arnsbjerg og Thomas Bo Larsen

"Forskellige roller har imin øjne placeret Lotte Arnsbjerg som et stærkt talent med en udstråling og et teknisk overblik af de sjældne."
Michael Bonnesen, Politiken

”Debutanten Lotte Arnsbjerg fremstiller den dybe usikkerhed der er forbundet med at blive voksen, med overbevisende indlevelse i en ung piges splittelse mellem behovet for beskyttelse og trangen til selvstændighed”
Jens Kistrup, Berlingske Tidende

”Når det meste af interessen samler sig om Lotte Arnsbjerg, er det fordi der er så meget pige i hende. Pige i hver eneste replik, i hver eneste bevægelse. Forestillingen har vores sympati og Lotte Arnsbjerg har meget at have den i. Overfor hende vokser sympatien til noget, der ligner forelskelse. Det er der Lughnasafesten begynder – og ender." Jens Kistrup, Berlingske Tidende

”Det er Lotte Arnsbjerg, der er forestillingens fineste oplevelse. Hun udstråler i følsom beherskelse det savn, der er påtvunget Chris, og hun er med sin krops ynde og sit pigelige nærvær et billede på den rigdom der ikke bliver brugt, når livet lukkes inde af fordomme og forbud. Derved kommer Lotte Arnsbjerg i koncentreret fylde til at fortolke alt hvad Lughnasafesten handler om”
Viggo Pedersen, Jyllandsposten

"Lotte Arnsbjerg brager igennem som komisk talent. Hun tuller rundt, vidunderlig morsom, som et kronisk flæbende spasmastisk stankelben i lillepigekjole .Hver gang hum hulker, jubler vi af grin."
Henrik Lyding, Jyllandsposten

"Lotte Arnsbjerg er vanvittig dejlig som Tis. Det er absolut ikke nogen let rolle, men hun forstår at fylde den helt ud, uden at det bliver for meget."
Camilla Kjærsgaard, Berlingske Tidende

"Især Lotte Arnsbjerg portrætterer foruroligende tæt og stærkt i blandingen af oprør og tryghedssøgen"
Me Lund, Politiken

"Min lille sol - siger studenten til godsejerdatterne Anja, som spilles af Lotte Arnsbjerg med en bemærkelsesværdig evne til at være fysisk og sjæleligt tilstede på en scene."
Micael Bonnesen, Politikken