Hvordan mærker man når nogen går ind over ens grænse? Hvordan definerer man en voldtægt? Har ikke de fleste oplevet at gå længere end hvad man inderst inde havde lyst til? Ikke at kunne sætte grænser for hvad man vil gå med til, kan have katastrofale følger...



Sanne er en kvinde, som ikke går så højt op i mærke efter. Eller rettere, hun er ikke i stand til at mærke sig selv. Derfor er det ikke svært for hende at tro på, at forholdet med Klaus er et godt forhold. Hos ham føler sig værdsat og passet på. Han siger, at han elsker hende. I hendes øjne er han den mand, der har fået livet op at køre og ligne noget man kan kalde normalt.

Kigger man nærmere efter, er tingene dog ikke helt normale i huset hos værtsparret Tessa og Søren, hvor Klaus og Sanne er flyttet ind. Hver dag kommer fremmede mænd og betaler sig til sex med de to kvinder i huset. For Søren er det normalt, sådan har han og Tessa levet i mange år, og det er en både hurtig og bekvem måde at tjene penge på. For Klaus er det svært at dele sin elskede med andre, men Klaus har det bedst med at følge Søren i alt hvad han gør; det har han gjort lige siden de mødte hinanden i militæret for mange år siden. Og for Sanne, som er den sidst tilkomne i huset, er det eneste rigtige at gøre hvad Klaus siger er godt. For så længe hun gør det, går det godt. Lige indtil Sannes søster Lena kommer på uanmeldt besøg. Dermed antændes lunten til en eksplosion, som skal vise sig at afdække flere ubehagelige hemmeligheder...



Tvang er et utilsløret stykke om grænseløshed. Det beskriver i et urovækkende hverdagssprog den uhyggelige almindelighed ved seksuelle overgreb og psykisk vold. Fremfor fokus på figurernes skyld eller uskyld, søger dramaet at tage dysfunktionen til ansvar for de ødelæggelser, som svigt og overgreb i menneskers opvækst kan afstedkomme. I Tvang er ingen af personerne kun onde eller gode. Alle er gidsler i en ubrudt række af overgreb og forbrydelser og kan derfor heller ikke unddrage sig at være en del af spillet.

Stykket kommer ikke med løsninger på problemerne omkring overgreb, men inviterer os til at se konsekvenserne i øjnene, og drager dermed ingen andre end os selv til ansvar for at komme videre.

Historien om en Mo(R)der er et vidtskuende drama, der sammenfatter en autentisk historie om en morderskes ubegribelige handlinger og en nutidig fortælling om hvad det gør ved et menneske, ikke at være ønsket/elsket af sit fødende ophav. Forestillingen er på én gang dragende og rædselsvækkende, fortalt i et sanseligt dramatisk sprog, som opfordrer den enkelte til tanker om, hvordan vi mennesker kan undgå at give det onde opmærksomhed og taletid.

Hvad er ondskab?
Kan ondskab forklares? Kan den undskyldes? Hvor begynder den? Hvor kan man finde det første led i en række af ukærlige handlinger? Hvorfor besvarer nogle ofre det onde som er gjort mod dem med mere ondt, når andre formår at tilgive? Tilbage i 1920’erne levede en kvinde ved navn Dagmar Overby. Hun boede på Enghavevej i København, og i sin lejlighed tog hun livet af mindst 25 spædbørn under postulatet af at være plejemoder. Hovedparten af børnene blev kvalt og brændt i Dagmars egen kakkelovn. Dagmar Overby blev dømt for de 8 af mordene med døden til følge, men blev benådet med livsvarigt fængsel. Hun døde af en fængselspsykose i daværende kvindefængsel på Christians havn. Historien om en Mo(R)der bygger bro mellem hendes historie og den stigende mangel på menneskelig omsorg verden viser i dag.

Manuskript: Lotte Arnsbjerg, Dramaturg: Louise W. Hassing. Instruktør: Baard Owe og Carsten Bang
Skuespillere: Lotte Arnsbjerg, Flemming Sørensen, Stephan Pollner, Beatrice Seedorff, Jens Christian Olsen Musik og lyd: Johnny Stage. Lys: Mickey Pheiffer

Resumé: Judith, en nutidig reporter vil skrive et litterært værk om ondskabens væsen. Hendes hemmelige motiv for at lade bogen tage afsæt i den virkelige historie om barnemordersken Dagmar Overby, er en jagt på hendes egen identitet. Judiths moder var et uønsket barn, der var tæt på at havne i Dagmars kakkelovn. Judith selv er et uønsket barn, som lever med et smerteligt fravær af moderens omsorg. En besættende trang til at få svar på de spørgsmål hun ikke tåler at høre, driver Judith mod hendes egen udslettelse. Tiden åbner sig, og rummenes grænser opløses. Reporteren bevæger sig gennem et kafkask univers, hvor hallucination og sandhed bliver ét. Mens publikum er vidner til barnemorderskens uforståelige gerninger, suges forestillingen ind i et utilregneligt univers, hvor ondskabens kraft fortærer, hvad det møder. Ud af dette kaos vokser en voldsom trang til at mærke lyset og kærlighedens nødvendige overtag.