REQUIEM
I Dødens Nærhed

 

REQUIEM - I Dødens Nærhed

“At arbejde i dødens nærhed minder os om, at livet ikke er en selvfølge - vi bliver mindet om at leve i nuet. De døende lærer os at respektere det levede liv og menneskets mangfoldighed. De døende lærer os ydmyghed overfor livet”

Anna-Marie Kallfoed og Bodil Mikkelsen, sygeplejersker på Sankt Lukas Stiflensens hospice

Påtrængende tanker blev til en idé

Nogen begynder at fornemme, ja måske endda mærke dødens venten allerede i starten af 30erne. Andre tager livet for givet, mens andre igen tager livet, før det burde slutte. 
Men alle tænker vi over døden, smider så tanken væk for at kunne leve fuldt ud, eller fordi vi har alt for travlt med de mange ting vi skal nå, og fordi tanken om døden er alt for stor og alt for kompliceret at tænke til ende. Det eneste vi er klar over dybt inde, er at døden kommer til os alle på et tidspunkt. Hvorfor taler vi så, så lidt om døden? Hvorfor er døden tabu?


Tit aner vi ikke vores levende råd, når døden pludselig rammer os, når en vi holdt af og har elsket pludselig bliver taget fra os. Intet er så uigenkaldeligt. Først dér tvinges vi til at se døden i øjnene. Men hvorfor beskæftiger vi os kun med den i tider fyldt med angst og sorg? Kan døden ikke også rumme noget godt? Kan man have et forhold til den, i levende live?

Os og døden

Vi havde længe gået rundt og tænkt hver for sig, og pludselig en dag kom vi til at tale om det.
Vi begyndte at opsøge det. Vi gik i gang med at undersøge det. Vi vil finde svaret på hvorfor vi er bange og hvad det er vi er så bange for. Men også alt det som ikke er frygt. Alt det, som døden også kan være: Befrielse, forløsning, rejsen til det ukendte. Vi begyndte at tale med folk der har døden tæt på. Sygeplejersker på et hospice, ambulanceførere, en bedemand. Men vores research er langt fra komplet. Vi vil tale med præsten, den suicidale, morderen, det dødsmærkede menneske, de som har mistet det umistelige og de, som er kommet fra døden, tilbage til livet igen. Vi vil undersøge døden fra alle tænkelige kanter,- det er blevet vores påtrængende projekt.
Billede B mærket ReQuiem

Requiem - En musikdramatisk forestilling

På baggrund af rigt varieret indsamlet materiale, dramatiseres et musikalsk forløb i samarbejde mellem skuespillere, komponist og instruktør. Med monologerne, dialogerne, de sande historier hentet fra livet, fra hverdagens Danmark, udfoldes et nærgående portræt af menneskers forhold eller afstand til døden. Efter en lille times forløb, ændrer forestillingen karakter og slår over i dialog med publikum. Tanken er at glide fra oplevelse direkte ind i en levende debat, hvor publikum får lejlighed til at sætte ord på de tanker, som forestillingen har sat i gang.

Dramaturgisk forløb

To gennemgående figurer er publikums allierede og en slags forestillingens konferenciers. De er klædt i sorte habitter, og de ligner umiddelbart bedemænd, men de kunne også være engle. Vi møder dem ude på gaden foran teatret. De bakser rundt med en kiste og leder efter nogen, der vil hjælpe med at bære. I kisten ligger døden (kisten er tom) – og forestående er dødens begravelse. Men hvem vil bære døden? Den opsigtsvækkende scene med en kiste på gaden, vil uundgåeligt tiltrække sig en vis opmærksomhed og spejle det ambivalente forhold til døden, hvor fremmedgjortheden vækker en påtrængende nysgerrighed. Vi må så tæt på som muligt, uden at blive direkte berørt.
Efterhånden som publikum ankommer til teatret, hverver de sortklædte figurer hjælpere nok til at få kisten båret ind til ceremonien. Fra teatrets åbne døre høres begravelsemusik. Vi træder som et følge om kisten, fra gaden ind i teatrets rum, som er klædt på til begravelse. Begravelsens rituelle form begynder. Præsten holder tale om den døde; den vi alle kender og alligevel slet ikke. Der deles salmehæfter ud og orglet stemmer messende i. Publikum opfordres til at synge med. 
Den scenografiske ramme ligner kirken og dog er rummet et helt andet. Vi trækker publikum ind i en række af genkendeligheder, for så at udvide det genkendte til en ny tanke, der kan være begyndelsen på at møde døden fra et andet sted. Midt i salmen tager en anden musik og stemme over, og forestillingens undersøgelse er nu i gang.

Karaktererne

Forskellige genkendelige figurer fortæller deres historie i små dramatiske forløb bundet sammen af musik og sange skrevet til forestillingen. Vi møder to sygeplejersker på et hospice i København, patologen, som leder efter en forklaring i den døde krop, en præst, som er bange for døden, bedemanden, som føler stor trivialitet ved alle de døde han skal servicere, ambulanceføreren, som hele tiden tænker på, hvem den døde mon lod bag sig, manden som kom til at slå sin kone ihjel, nærværseksperten, som lever af at holde foredrag om nuets kraft, og samtidig i det skjulte, tæller sekunderne i frygt for at tiden løber fra ham, kvinden som ønsker det var hende der var død og ikke barnet hun kørte ned, faren der mistede sin søn i Irak, mediet, som mener at kunne tale med de døde og de som i en nærdødsoplevelse, har været ovre på den anden side.

Musik, stil og scenografisk ramme.

Alle figurer og situationer spilles at to skuespillere. Hele forløbet akkompagneres af en musiker som er tilstede i rummet, med dokumentariske fragmenter, stemningsgivende lydflader, og musik. Medvirkende sange er nyskrevet materiale med afsæt i det indsamlede doku-materiale og tonen er let, alvorlig, skør, uhyggelig, morsom og tankevækkende. (Aldrig patetisk eller selvhøjtidelig!). En høj prioritet er publikums plads til at falde ind i sig selv og opdage den personlige relation til døden.

Scenografien fremstår enkel og nærmest transparent med luftige slør fra gulv til loft. Scenen er bevidst skrabet og kan illudere en slags ventesal, hvor de optrædende materialer virker med stor kraft i det nøgne rum. To stole og en kiste, enkelte genstande. Videoprojektioner i slowmotion kommer og går, som erindringsbilleder fra liv der hastigt passerer, som små øjeblikke i en langt større strøm. Musikerens forskellige instrumenter belyses så de fremstår respirerende, med toner som livets åndedrag i værelset, hvor døden er. Der efterstræbes en følelse af den store åbning i det lille lukke. Åbenbarelsen i det tomme. Simple scene-og kostumeskift på stedet understreger hvem og hvor vi er - hele tiden for øjnene af publikum. Stole og kiste bruges på alternative måder, f.eks agerer kisten bord i samtaleværelset hos præsten og sygesengen på hospitalet.
Der er tale om en lille, intim forestilling, som finder sin eksklusive drivkraft i enkelthedens skarphed og magi. Musikken er den underspillede, men konstant tilstedeværende fællesnævner - og den direkte kontakt med publikum er det åbne vindue fra illusion til virkelighed. I afrundingsfasen af forestillingen hvor forløbet glider over i debatform, træder aftenens gæst op på scenen og giver et oplæg. Gæsterne er de mennesker vi i researchdelen har mødt og interviewet - og fælles for dem, er at de alle har rørt, eller været i nær berøring af døden. Hver forestilling har en annonceret gæst.

Praktisk Forestillingen planlægger produktion og spilleperiode på K1 i foråret 2010. Derefter planlægges turne til landets teaterforeninger og alternative spillesteder, som kirker, museer og slotte. For bestilling af forestilling ring 26 17 30 45

Medvirkende Lotte Arnsbjerg, Stephan Pollner, Johnny Stage

Instruktion - Malte Claudio Lind

Scenografi - Catia Hauberg

Stationært spillested : Kaleidoskop (K1)

Tidsplan: Prøvetid 04.01.2010 – 24.02.2010

Premiere : 25.02.2010.

Spilleperiode : 26.02.2010 – 20.03.2010. Turne : april/ma